Monster

Så har det været store flyttedag for min skønne veninde Ditte. Ditte er, ligesom undertegnede, en stor og stærk kvinde (og ja, jeg mener også fysisk), men samtidig feminin og et djævelsk godt catch, så i dag har jeg lyst til at blogge lidt om "Monster-kvinder" og om hvilke spændende udfordringer vi har... :-)
Mens vi slæbte al Dittes jordiske gods og hængte ting og sager op på væggen med en ufortrøden "kan-selv-attitude", som ellers kun forekommer hos besværlige 3-årige i trodsalderen, snakkede vi om netop det, at vi kan alting selv, både fysisk og psykisk, og hvilke fordele og ulemper dette giver os. Vi oplever fx af og til, at det begrænser os en lille smule i vores dating-liv, da nogle mænd rent faktisk udstråler med deres kropssprog, at de synes, vi er lidt "monster-agtige" i vores fysiske fremtoning, fordi vi er omkring 1.80 og ofte har overarme, der er større end deres. :-) Okay, indrømmet, nogle gange er det også noget, der foregår inde i vores hoveder, og så har de stakkels mænd jo ikke en chance, men lad nu det ligge...:-)
Fx har Ditte for nylig haft en lidt uheldig men ret typisk oplevelse, hvor hun skulle gå en tur ved vandet med en ganske sød ungersvend, og her lavede hun den rookie mistake, som kan være en god idé at undgå... Hun kom til at gå øverst på den lille bakke, der fører ned til vandet og kunne ikke rigtigt få byttet plads med ham uden at "State the obvious". Her var hun pludselig sin monsterrolle meget bevidst overfor den stakkels mand, som hele gåturen kiggede op på Ditte og desperat forsøgte at beholde en lille smule mandighed ved at overkompensere med fortællinger, der boostede hans mandighed. 
Jeg selv er en gang blevet spurgt i ramme alvor af en date: "Hvor store er dine overarme egentlig i omkreds"? OMG, altså er det ikke det mærkeligste at blive spurgt om? :-) Jeg måtte jo skuffe ham ved at sige, at det vidste jeg da virkelig ikke, og så var det i dén grad min tur til at forsøge at overkompensere og booste min kvindelighed. Det kommer sig desværre som regel til udtryk på en lidt uheldig og kejtet måde, hvor jeg fx febrilsk ruller en hårtot om min pegefinger, mens jeg lægger hovedet på skrå og taler lidt om et eller andet kvindeligt, eller alternativt bare nikker i enighed til alt, hvad den håbefulde og tilsyneladende kastrerede bejler ytrer. Ja, det er sgu ikke let det dating... Især ikke, når man er et monster.

Hvem er Maria Marolle

Hvem er Maria Marolle?

Jeg:

- er søster til fire (ud-over-det-sædvanlige-fantastiske) knægte.

- er 1. sopran i Vokalgruppen SONO 

- dyrker Bodycombat 3-4 gange ugentlig og er helt afhængig.

- har rejst jorden rundt med rygsæk for ca 100 år siden - men alligevel... :-)

- arbejder som fysioterapeut på en klinik i centrum af Aarhus og elsker det!

- er i gang med en videreuddannelse sideløbende med mit arbejde (Muskuloskeletal Fysioterapi).

- er vild med sjove mennesker og griner meget.

- er 30 år men ligner én på 29, så jeg klager ikke! :-)

- er meget social og udadvendt og har det bedst med mennesker omkring mig.

- har intet godt at sige om de små lakridser i Matadormix.

- er god til at huske at rose og komplimentere folk lige så snart de fortjener det (eller behøver det).

- sætter størst pris på egenskaberne empati, situationsfornemmelse og humor i mine medmennesker. 

- har en bred filmsmag og elsker filmene Inglorious Basterds, La Folie pas du tout og Sex And The City lige meget.

- elsker a capella musik og vil sandsynligvis plage dig med adskillige eksempler på dette efter kort tids bekendtskab - så er du bare advaret!

- er ikke konfliktsky men er yderst sjældent indblandet i konflikter. 

- er nogle gange frygteligt ufornuftig og fester til den lyse morgen, selvom jeg skal tidligt op, og andre gange finder jeg pludselig mig selv siddende i banken for at investere mine pensionsmidler überfornuftigt.

- synes, det gør mega nullernaller at gå i stilletter men gør det gerne alligevel, fordi det gør et eller andet godt for min mås.

- synes ikke, det er sexet, hvis en mand bruger forebyggende læbepomade...! 

- er bange for rutschebaner - de er pissefarlige! Jeg er hende, der holder taskerne, og sådan er det bare!

- kan ikke lide at røre ved vat, og har i øvrigt heller intet til overs for lyden af to stykker flamingo der gnides mod hinanden.

- kan ikke smage forskel på billig og dyr rødvin men kan til gengæld lide begge dele

- har aldrig smagt noget så udsøgt som Summerbirds lakridsmandler, og synes egentlig, at det eneste problem med dem er, at der aldrig er nok...

              

All the Single Ladies

Hvorfor er det, at på trods af, at det efterhånden er enormt almindeligt at være single, så er det stadig noget, som folk i parforhold synes er en lille smule underligt. Jeg får konstant kommentarer á la "Jamen du er da sådan en sød og køn pige, du skal nok snart finde en"! Underforstået, at jeg altså endnu ikke helt behøver at fortvivle. Det lader jeg så være med, og det går faktisk ret godt! Så I behøver ikke at bekymre jer. Alles ist gut!

Cutting Edge Food

Så fik jeg hentet mit fine nye billede i Decorate. Jeg forelskede mig i det i butikken i sidste uge og har ikke kunnet få mine tanker fra det siden. Jeg måtte bare eje det. Også selvom det betød en lang gåtur (altså i HVERT fald 10 min.) hjem fra Jægergårdsgade med en skarp snor borende ind i mine fingre. Det var SO worth it! Det klæder min spisestue med lidt farve.

Bambi på glatis

Jeg er nok sådan cirka den eneste fysioterapeut i Danmark, som, for det første ikke interesserer sig synderligt for sport, og som for det andet aldrig før har været på skiferie. For det er da sådan noget fysser gør, er det ikke? Altså lidt ligesom at arkitekter altid går med sorte rullekravetrøjer, pædagoger anerkender alt hvad man siger, sygeplejersker er sexede, Matas-butiksuddannede er blanke blondiner og SOSU-assistenterne er storrygende, kværulerende skrappeduller. Næ nej, det passer jo altså ikke altid helt, når det kommer til stykket. Tænk engang... Jeg kender rent faktisk en super cool SOSU, en særdeles utålmodig og ikke særligt forstående pædagog og en arkitekt med udmærket tøjstil. Så derfor er det altså også okay, at jeg ikke er nogen Renate Götschel (tak til Google for at levere et navn på en berømt skiløber - for hvad ved jeg om den slags, jeg er jo fuldstændig ligeglad med sport)! 

Jeg meldte mig, i et meget svagt øjeblik til den årlige skitur med klinikken og dermed også sammen med mine søde kolleger, som allesammen passer ind i de gængse fordomme om fysser. De har stået på ski siden før de selv kunne tørre sig bagi og lovede mig allesammen, at det da OVERHOVEDET ikke var svært at stå på ski, og at jeg ville elske det, når først jeg kom afsted. Yeah right...!


Anyway, så fik jeg mig meldt til turen og fandt så pludselig mig selv med bævende ben stående i de schweiziske alper i hvad viste sig at være verdens absolut mest ukomfortable spadserefodtøj - skistøvler. Man føler sig ærligt talt ikke særligt elegant, når man stavrer ned af gaden i en gang, der mest af alt ligner, at man har noget uønsket i bukserne, samtidig med at man forsøger at jonglere nogle meget tunge ski på sin skulder efter et ret umuligt vægtsstangsprincip, og ikke mindst med to...TO stave i den anden hånd. Yaiks, det er besværligt, altså! 
Nå, men jeg fik altså alligevel held med at få lejet nogle ski og at få booket en skiinstruktør. Her var det virkelig min lucky day, for jeg fik hyret den skønne, smukke, sjove og yderst velopdragne Italiano-dude Paolo (selvfølgelig hed han det)! Allerede her fik jeg fnisende kommentarer fra mine kolleger. De synes tilsyneladende, at det er noget lidt mærkeligt noget, at jeg er single, og derfor går de ud fra som udgangspunkt, at hvis min vej krydses af et mandfolk på rundt regnet min alder, så er jeg da selvfølgelig interesseret i at få gaflet ham til alt det der leve-lykkeligt-til-verdens-ende-halløj. Imidlertid var det nok sådan cirka det allersidste, jeg tænkte på, da jeg i angstens sved tog toget op på bjerget sammen med Paolo og nærmest fik et panikanfald ved tanken om, at han højst sandsynligt ville bede mig om at tage skiene på fødderne (orn'lig sygt) og fyre ned af en bakke, når vi kom derop. Her gik det op for mig, at jeg SLET ikke havde tænkt det her projekt igennem hjemmefra. Mine kolleger solgte den til mig på afterskiing og glemte helt at nævne muligheden for, at man rent faktisk kan må forvente at DØ, inden man når ned til det der afterskiing, som skulle være så sjovt.
Til min store overraskelse og forundring overlevede jeg og alle mine lemmer min første dag på ski røven med kun et enkelt vildt styrt, og da jeg kom ned til mine kolleger, var de helt vilde i varmen over at høre om, hvordan det var gået... altså med at få scoret ham der Paolo. Fuck mand... Jeg havde lige snydt døden, og så forventede de saftige historier om mig og "Spaghetti" i stedet. Nå ja, det hjalp jo nok heller ikke, at jeg, da de til at starte med spurgte, hvorfor jeg kom halvanden time senere ned end planlagt, kom til at sige, at det var fordi Paolo tog mig tre gange på pisten. Fair nok, at de blev forvirrede. My bad! ;-)

Resten af turen var jeg dødsens ræd gik også rigtigt godt, men på den sidste dag skete der det, at jeg IGEN skulle ned af en VILDT stejl piste, som, i hvert fald inde i mit hoved, nærmest gik indad, når man stod oppefra og kiggede ned på den. På vej ned, revnede mine bukser pludselig i skridtet af stadig ikke opklarede årsager (velsagtens bare metaltræthed, tror jeg). Der stod jeg så med alle mine talenter midt på pisten begravet i vat fra mine skibukser. Spørg lige, om man føler sig tumpet, når man plover hele vejen ned af en bakke med små angste Sjarapova-agtige hvin hver gang man skal dreje, og så endda med rAvnede busker. Anton, for helvede altså....!

About a Chair

Jeg pønser på at investere i denne smukke stol, der er fra HAY og hedder "About a Chair". Jeg kan simpelthen bare ikke blive enig med mig selv om farven. Den findes i alle mulige tænkelige farver og stoffer. Ja, man kan sågar få den i plastic. Derudover fås benene også i sort og hvid. Men jeg er næsten blevet enig med mig selv om, at det skal være denne rosa version, da den egentlig er lidt mere "edgy" end bare lyserød, når man kommer lidt tættere på. Den synes faktisk lidt orange, og jeg tror, at det ville være superfunky og lækkert til min lille turkise retro-taburet, som jeg har tænkt mig at stille ved siden af som et lille bord. Så FINT! :-) Bordet der står ved siden af på billedet er altså også virkelig fint, men jeg er jo trods alt ikke lavet af penge, så én ting af gangen...!

http://www.hipvilla.com/da/stole/547-about-a-chair-22-23.html

Versionen som er vist på billedet koster 2699,- og ikke 1599,- som der står på hjemmesiden (det er en "fra"-pris).

Forår i Aarhus

Og så er det forresten blevet forår i Aarhus. Alle aarhusianere går længselsfuldt og venter på, at Rådhusparken bliver fyldt op af lilla og hvide krokusser her midt i marts. Det er sådan et forløsende bevis på, at vi nu er ovre den lange vinter, og når solen så skinner samtidig, så ofrer man gerne den nærdødsoplevelse det var, at standse brat midt på cykelstien i en pludselig indskydelse om at forevige det smukke syn. En anden cyklist måtte overhale mig indenom og råbte "Idiot" et eller andet, og han var måske en anelse belastet af mig og min impulsive forårskådhed. Herregud, man må vel have lov at være en lalleglad jubelidiot engang imellem, og hvad er en bedre anledning end forårets komme...? :-)

Pangfarver

SÅ fik jeg endelig lidt ekstra farve i min stue. Jeg har købt denne lækre HAY-pude i pink med lilla dot. Jeg forsøger i det hele taget at øve mig i at investere i interiør med pangfarver, da det hurtigt kan se lidt kedeligt og tomt ud, hvis man altid vælger de samme støvede og kedelige farver. Jeg fandt også et stort lyslilla "L", som jeg måtte eje, og det står nu i min vindueskarm, mens jeg overvejer, hvor det skal være, og hvad jeg skal sige, at L'et står for... "Love" (Narj), "Loser" (Ja, måske det ville være passende), "Leverpostej" (Nårh ja, det er jo det, jeg forsøger at undgå med lidt farver). 

Da jeg var i Decorate-butikken Her købte jeg også lige en dåse "Choc Coated Liqourice" fra Johan Bülow. De er fantastiske, og hvis det ikke var for min uovertrufne grådighed selvbeherskelsesevne, havde jeg nok inhaleret dem alle i et hug, men jeg har i hvert fald mindst tre styks tilbage til i aften om ti minutter. Nammenam!