Bambi på glatis

Jeg er nok sådan cirka den eneste fysioterapeut i Danmark, som, for det første ikke interesserer sig synderligt for sport, og som for det andet aldrig før har været på skiferie. For det er da sådan noget fysser gør, er det ikke? Altså lidt ligesom at arkitekter altid går med sorte rullekravetrøjer, pædagoger anerkender alt hvad man siger, sygeplejersker er sexede, Matas-butiksuddannede er blanke blondiner og SOSU-assistenterne er storrygende, kværulerende skrappeduller. Næ nej, det passer jo altså ikke altid helt, når det kommer til stykket. Tænk engang... Jeg kender rent faktisk en super cool SOSU, en særdeles utålmodig og ikke særligt forstående pædagog og en arkitekt med udmærket tøjstil. Så derfor er det altså også okay, at jeg ikke er nogen Renate Götschel (tak til Google for at levere et navn på en berømt skiløber - for hvad ved jeg om den slags, jeg er jo fuldstændig ligeglad med sport)! 

Jeg meldte mig, i et meget svagt øjeblik til den årlige skitur med klinikken og dermed også sammen med mine søde kolleger, som allesammen passer ind i de gængse fordomme om fysser. De har stået på ski siden før de selv kunne tørre sig bagi og lovede mig allesammen, at det da OVERHOVEDET ikke var svært at stå på ski, og at jeg ville elske det, når først jeg kom afsted. Yeah right...!


Anyway, så fik jeg mig meldt til turen og fandt så pludselig mig selv med bævende ben stående i de schweiziske alper i hvad viste sig at være verdens absolut mest ukomfortable spadserefodtøj - skistøvler. Man føler sig ærligt talt ikke særligt elegant, når man stavrer ned af gaden i en gang, der mest af alt ligner, at man har noget uønsket i bukserne, samtidig med at man forsøger at jonglere nogle meget tunge ski på sin skulder efter et ret umuligt vægtsstangsprincip, og ikke mindst med to...TO stave i den anden hånd. Yaiks, det er besværligt, altså! 
Nå, men jeg fik altså alligevel held med at få lejet nogle ski og at få booket en skiinstruktør. Her var det virkelig min lucky day, for jeg fik hyret den skønne, smukke, sjove og yderst velopdragne Italiano-dude Paolo (selvfølgelig hed han det)! Allerede her fik jeg fnisende kommentarer fra mine kolleger. De synes tilsyneladende, at det er noget lidt mærkeligt noget, at jeg er single, og derfor går de ud fra som udgangspunkt, at hvis min vej krydses af et mandfolk på rundt regnet min alder, så er jeg da selvfølgelig interesseret i at få gaflet ham til alt det der leve-lykkeligt-til-verdens-ende-halløj. Imidlertid var det nok sådan cirka det allersidste, jeg tænkte på, da jeg i angstens sved tog toget op på bjerget sammen med Paolo og nærmest fik et panikanfald ved tanken om, at han højst sandsynligt ville bede mig om at tage skiene på fødderne (orn'lig sygt) og fyre ned af en bakke, når vi kom derop. Her gik det op for mig, at jeg SLET ikke havde tænkt det her projekt igennem hjemmefra. Mine kolleger solgte den til mig på afterskiing og glemte helt at nævne muligheden for, at man rent faktisk kan må forvente at DØ, inden man når ned til det der afterskiing, som skulle være så sjovt.
Til min store overraskelse og forundring overlevede jeg og alle mine lemmer min første dag på ski røven med kun et enkelt vildt styrt, og da jeg kom ned til mine kolleger, var de helt vilde i varmen over at høre om, hvordan det var gået... altså med at få scoret ham der Paolo. Fuck mand... Jeg havde lige snydt døden, og så forventede de saftige historier om mig og "Spaghetti" i stedet. Nå ja, det hjalp jo nok heller ikke, at jeg, da de til at starte med spurgte, hvorfor jeg kom halvanden time senere ned end planlagt, kom til at sige, at det var fordi Paolo tog mig tre gange på pisten. Fair nok, at de blev forvirrede. My bad! ;-)

Resten af turen var jeg dødsens ræd gik også rigtigt godt, men på den sidste dag skete der det, at jeg IGEN skulle ned af en VILDT stejl piste, som, i hvert fald inde i mit hoved, nærmest gik indad, når man stod oppefra og kiggede ned på den. På vej ned, revnede mine bukser pludselig i skridtet af stadig ikke opklarede årsager (velsagtens bare metaltræthed, tror jeg). Der stod jeg så med alle mine talenter midt på pisten begravet i vat fra mine skibukser. Spørg lige, om man føler sig tumpet, når man plover hele vejen ned af en bakke med små angste Sjarapova-agtige hvin hver gang man skal dreje, og så endda med rAvnede busker. Anton, for helvede altså....!